North-Information, nr. 231/Elisabeth Bergsøe 1971-94
Af Bent Petersen, 1994

”Jeg kæmper for målet, der forandres under destillationsprocessen lige indtil arbejdet er gennemført. Hvad der forenkler resultatet er konstatering af mislykkede forsøg på at indføre elementer – mislykkede fordi det ikke er stramt og dammer sammensætninger der ikke fungerer i helheden. Men det gælder om, at resultatet alligevel indeholder flest mulige elementer, som er visuelt forskellige følelsesudtryk, fascination og leg med størrelser, farver og rum.”

I midten af 70érne følte Elisabeth Bergsøe, at hun var kørt fast i sit indtil da naturalistiske maleri, at hun havde brug for at afprøve nye veje for at komme videre.
”Jeg følte, at jeg var begyndt at gentage mig selv, at der var for meget tom snak. Jeg søgte en måde, hvorpå jeg i mere koncentreret form kunne give mine følelser og oplevelser udtryk, og abstraktionen var en nærliggende løsning. Hvor det naturalistiske maleri går ud på ved hjælp af flader, linjer, rum, størrelse, lys og farve at gengive det sete så tæt på den oplevede virkelighed som muligt, går det abstrakte, såkaldte konstruktive maleri ud på, med de selv samme midler, at koncentrerer indtrykkene og i en syntese udtrykke så meget så muligt med færrest mulige midler.”
Under en vis indflydelse fra hinduistiske templer og japanske miniskulpturer, de såkaldte ”Netsuke” tegnede og modellerede Elisabeth Bergsøe abstrakte, arkitekturagtige former, der så enkelt så muligt stiliserede oplevelsen. Den direkte inspiration kunne komme fra hendes egne, indre stemninger eller fra indtryk, hun modtog udefra: fra naturen, fra storbylandskabets kulørte dekadence eller fra drømmeagtige associationer fra kumulusskyernes luftige massiv.
Hvor det i begyndelsen var livets og verdens skønhed, der betog Elisabeth Bergsøe, blev hun fra først i 80érne mere optaget af de nære ting: Jo enklere og mere dagligdags jo bedre. ” Eller som min lærermester Erling Frederiksen udtrykte det: ” Det er livet I skal male”.
Den gode smag er dræbende for al kunst. For mig er opgaven at afbilde en ofte kaotisk, banal og grim verden i et enkelt og stærkt udtryk.
Elisabeth Bergsøes egne følelser og stemninger har især fra de sene 80ére været en vigtig inspirationskilde, tydeligst i en serie billeder fra 1989-90, som afspejler den dødsstemning, der greb hende efter en række dødsfald i familien. Stærkest kommer denne stemning til udtryk i et monokromt, sort billede. De øvrige billeder i serien er alle todelte med sort, døden, som den ene del.
Et sort gråbrunt billede er yderligere inspireret af folkevisen om mordet på Ebbe Skammelsen. Blodfejden fandt af praktiske grunde – gården skulle jo passes – sted om efteråret, og billedet udtrykker den lerede pløjemarksjord som den myrdedes uafvendelige sidste hvilested.
Et sort-frostblåt billede udtrykker dødsstemningen indirekte: Det store tomme rum som kontrast til det at ”ligge under jorden og blive ædt af orme, mens de andre ser tv…”
Et sort-hvidt billede blev malet i et ubændigt raseri efter et dødsfald og udtrykker den hårde og kontante adskillelse og definitive afslutning, som døden jo er. Et sort–citrongult maleri udtrykker en voldsom aggressivitet. Den skrigende gule farve associerer til advarselstavler for giftigt eller radioaktivt affald, til storbyernes aggressive neonskilte og trafiklys – en kold regnvejrs nat...
”Jo strammere og enklere man kan bibringe oplevelsen, desto mere autenticitet har den” siger hun om disse billeders stærkt forenklede form ”for at gøre budskabet så ægte så muligt er det nødvendigt at gøre farven præcis og formen klar og udtryksfuld i spillet mellem linjer og flader.”
Arbejdet med maleriet er således for Elisabeth Bergsøe en stadig kamp for at rense det for støj, at nedlægge stadig flere oplevelser, erfaringer og følelser i det uden at sætte stramheden over styr. En kamp for at få udtryk og indhold, maleriets fysiske tilstedeværelse som objekt i form og farve og det budskab, hun ønsker at meddele, til at gå op i en højere enhed som kunstværk.
For Matisse skulle kunsten fungere som en lænestol, give afslapning og velvære, og tilsvarende gælder det for megen konstruktiv kunst, at den er velegnet til at bibringe beskueren en meditativ ro. I Elisabeth Bergsøes kunst er der imidlertid ingen ro og velvære at hente, tværtimod: her er aggressivitet og dødsangst de dominerende associationer. ”Billederne skal befordre beskuerens egne forbudte følelser: angst, fortvivlelse og raseri – og få en til at stå ved det negative uden happy end. Kunst skal ikke være terapi.”
Om selve arbejdsprocessen siger hun, at det er et ”koldt og kynisk arbejde – transpiration mere end inspiration - at lave et billede, der formår at fremkalde stærke følelser.
Elisabeth Bergsøe har på det seneste forsøgt at ”få flere stærkt afgrænsede farveflader samlet i det enkelte billede med berigelse i kombinationerne og med sikker helhed til følge”. Når hun undertiden bruger trapezformede – og 5-, 6- og 8-kantede lærreder, er det for at finde en måde at udtrykke sig på der gør udsagnet mere nuanceret, ikke presser det ind i på forhånd vedtagne formater. Farven bliver omhyggeligt smurt på lærredet i tynde, glatte lag uden stoflighed og materialeromantik.
Elisabeth Bergsøe er født i 1953 i København. Hun er uddannet hos maleren og billedhuggeren professor Erling Frederiksen på Glyptoteket (1970-72) og på Kunstakademiet 1972-76 og 1977-78, hvor hun også havde Svend Wiig Hansen som lærer. Hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1981 og har siden udstillet her flere gange. Gæst på Corner i 1991-92 og medlem her fra 1993. Separatudstilling i Clausens Kunsthandel i 1989.
Professor Palle Nielsen skrev i 1981 om Elisabeth Bergsøes billeder: ”Den selvfølgelige udtrykskraft, der stråler ud fra disse billeder, gør det egentligt nyttesløst at fremhæve billedsproglige kvaliteter, ligesom deres udsagn dårligt lader sig forklare i ord. Det må skyldes, at disse billeder synes helt fyldt ud, de forestiller sig selv som billeder, båret af den dybeste nødvendighed”. Professor Dan Sterup-Hansen skrev i 1982 om Elisabeth Bergsøs tegninger, at de var ”udtryk for en sensitivitet, som er sjælden, på højde med vores bedste kunstnere. Jeg sammenligner selv med Jacques Villon…”.
Hellen Lassen skrev i 1988 i en anmeldelse af Elisabeth Bergsøs udstilling i Galleri Marius: ”Formerne er de enklest mulige: Seks linjer der krydser hinanden eller et hvidt rektangel inden i et sort. Men der sker noget i konfrontationerne, linjerne tilspidses, så selve mødepunktet bliver næsten usynligt og derfor fornemmes at være af en anden dimension. Malerierne er meget rene i deres stilisering en viderebearbejdelse af tradition helt tilbage fra Malevitch og Mondrian, via op art og frem til den aktuelle både danske og udenlandske konkrete kunst”.