MALEREN ELISABETH BERGSØE Motivering ved overrækkelsen af
Anna Klindt Sørensens Legat
den 18. januar 2008
At forme med klarhed - det kunne være nøgleord for Elisabeth Bergsøes kunst.
For så vidt går der en linje fra Aksel Jørgensens kunst og hans tanker, over hans tanker, over hans elev Erling Frederiksens kunst, herunder ikke mindst hans arbejde med komposition og farveeksperimenter - og til Elisabeth Bergsøes kunst.
Aksel Jørgensen har blandt andet i 1940'erne udførligt og fantastisk smukt skrevet om farven, om menneskets farveforhold til naturen, som naturen selv blander farverne ved solens lys - om farvernes egen karakter og om kunstnernes oplevelse af naturen som farve.
Erling Frederiksen tænkte i sine malerier og skulpturer samt i sin undervisning videre ad de konstruktive veje og ad de mangeartede synsoplevelsers syntese.
I processen med de tidlige tegninger af ægyptisk skulptur på Glyptotekets tegneskole hos Erling Frederiksen begav Elisabeth Bergsøe sig ind i det iagttagne rums uendelige muligheder for at kombinere varierede synsoplevelser - at ændre og tilføje, at præcisere og efterfølgende forkaste. For derefter atter at begynde. Rummet uden om skulpturen blev lige så væsentligt som selve formen, og det helt koncentrerede arbejde syntes at skulle vedblive uendeligt på grund af nye iagttagelser, der trængte sig på.
På Kunstakademiets billedhuggerskole blev de stringente studier viderebearbejdet. Svend Wiig Hansen må som professor have indset værdien af det intense arbejde og have givet Elisabeth Bergsøe totalt frirum til at arbejde videre på denne egensindige måde ...
I maleriet gik Elisabeth Bergsøe fra at arbejde med den direkte iagttagelse videre til at koncentrere udtrykkene i enkle nærmest arkitektoniske former i billederne.
Hun udtrykker det selv således: "Jeg kæmper for målet, der forandres under destillationsprocessen, lige indtil arbejdet er gennemført. Hvad der forenkler resultatet, er konstatering af mislykkede forsøg på at indføre elementer - mislykkede fordi det ikke er stramt, og danner sammensætninger, der ikke fungerer i helheden. Men det gælder om, at resultatet alligevel indeholder flest mulige elementer, som er visuelt forskellige følelsesudtryk, fascination og leg med størrelser, farver og rum."
Det tidløse karakteriserer al god kunst, måske i udpræget grad netop den konkrete kunst. Det er egentlig ikke ofte, at man som betragter kommer i den situation, at man ved at stå over for en farves udstrækning på en flade i rummet straks er vidende om, hvilken kunstner, der her folder sig ud. Men over for et værk at Elisabeth Bergsøe er man aldrig i tvivl, hvad enten det drejer sig om de smalle farvefigurer, der som linjer i en bevægende komposition danner et uendeligt rum, eller det drejer sig om de større monokrome malerier.
Det er som om farven her placerer sig fysisk i rummet, nærmere én eller længere fra - varm og intens eller køligt distancerende, i bevægelse eller standende stille. Farven alene er nu værket, der rummer alle årenes overvejelser og erfaringer. Men værkerne har også en stærk emotionel dybde der forstærkes, jo længere tid man betragter dem.
Her kan man i høj grad trække tråde tilbage til Aksel Jørgensens påpegning af farvens værdier.
Andre har lagt mærke til Elisabeth Bergsøe:
Grafikeren Palle Nielsen skrev i 1981 om hendes billeder: "Den selvfølgelige udtrykskraft, der stråler ud fra disse billeder, gør det egentlig nyttesløst at fremhæve billedsproglige kvaliteter, ligesom deres udsagn dårligt lader sig forklare i ord. Det må skyldes, at disse billeder synes helt fyldt ud, de forestiller sig selv som billeder, båret af den dybeste nødvendighed."
For dit gennemført konsekvente arbejde med farve, komposition og rum, med stor målrettethed og uafhængigt af tiden, tildeles du Anna Klindt Sørensens Legat.
